Havetid med højt til loftet og jord under neglene

1920 1216 Hedensted Kommune

God beliggenhed giver god tid

Højt til himlen og masser af plads var afgørende for familien Fredlevs valg af Korning. Her havde familien råd til at bygge lige nøjagtig det hus, de ønskede sig. Stine og Michael havde hørt godt om skolen og daginstitutionerne i området, som blot ligger 1,5 km væk. Afstanden betyder, at når tiden kommer, kan drengene selv cykle i skole. Forældrene bruger ikke megen tid på at hente og bringe og har derfor god tid om morgenen.

– ”Vi hygger helt vildt. Vi tænder stearinlys og ser ramasjang i fjernsynet”, fortæller Stine om de hyggelige morgentimer.

Egen sø i haven og udsigt til markerne

Kvalitetstiden med børnene foregår også i høj grad udendørs, og naturtid er en stor del af familielivet. Huset ligger midt i naturen omgivet af marker. Derfor har familien i hverdagen tid til eksempelvis at fodre heste og hoppe i vandpytter. På deres egen grund har familien en lille sø, hvor børnene kan kaste sten i vandet eller kigge på frøer. Forældrene prioriterer god tid til at lære drengene om naturen og at få jord under neglene.

Mere tid til familien

Familien Fredlev vægter tid med hinanden højt og elsker at være sammen som familie. I Korning har de fået mere tid til hinanden, til at hygge og til at lege i nogle rammer, der er lige, som de skal være inde som ude.

Om familien

Familien Fredlev består af Stine på 30 år, Michael på 32 år og børnene Frits og Johannes på hhv. 2 år og ½ år. Stine arbejder som socialrådgiver, og Michael er tømrer. I 2014 flyttede familien fra Aarhus til Korning i et hus, de selv har bygget.